1. maj er arbejdernes internationale kampdag. Og her kan det måske undre mange, at unge klimaaktivister og fagbevægelsen går sammen om et budskab på netop denne dag.
Men vi gør det, fordi Ungeklimarådet og Fagbevægelsens Hovedorganisation har en fælles fjende at gøre op med:
Den fremtidige mangel på dygtige erhvervsuddannede.
Når for få unge tager en erhvervsuddannelse, opstår der mangel på faglærte. Og den mangel truer vores grønne omstilling. For omstillingen kræver, at der er tilstrækkeligt mange teknikere til at bygge vindmøller, elektrikere til at opstille ladestandere og håndværkere til at energirenovere bygninger.
Samtidig misser mange unge chancen for på én gang at hjælpe klimaet og få en god karriere. Derfor sender vi nu et fælles nødråb.
Brug for titusindvis af faglærte
Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Energi har vist, at det vil kræve mere end 200.000 årsværk at opfylde 2030-målet.
I gennemsnit vil det svare til 20.000 flere job i alle årene fra 2021 til 2030 – og en stor del af det arbejde skal udføres af faglærte. Også Boston Consulting Group og Danmarks grønne tænketank CONCITO konkluderede for nylig, at der bliver stor mangel på medarbejdere med en erhvervsfaglig uddannelse.
Den grønne omstilling kan altså blive en kæmpe jobfest for faglærte – især dem med opdaterede kompetencer inden for bæredygtighed. Men det kræver, at vi får dem uddannet i tide.
FH klimaplan: Sammen om grøn omstilling
89 konkrete klimatiltag indenfor 10 områder fra grønne og socialt bæredygtige indkøb i den offentlige sektor til flere havmølleparker og klimaafgifter:
Desværre står vi i en situation, hvor alt for få unge og voksne vælger en erhvervsuddannelse. Og samtidig går de store årgange med mange faglærte på pension de kommende år. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kommer Danmark til at mangle 99.000 faglærte i 2030.
Der opstår altså et dybt gab mellem det antal faglærte, vi har brug for, og antallet af nye tømrere, industriteknikere og VVS’ere – bare for at nævne nogle få faggrupper.
Mangel på kloge hænder og hoveder med de rette kompetencer til at omstille alle sektorer betyder, at omstillingen bliver dyrere og langsommere. Samtidig bremser vi den grønne eksport, der er med til at gøre Danmark til et foregangsland.
I en ny rapport går Boston Consulting Group så langt som til at sige, at den »perfekte storm« er under opsejling. Et stigende behov for kvalificeret grøn arbejdskraft og øget konkurrence om talenterne risikerer at afspore den grønne forandring, vi alle kæmper for.
FH Klimaplan: Sammenomgrønomstilling.dk
Fremtidens grønne helte
De faglærte bliver nogle af den grønne omstillings store helte. Mange unge finder stolthed i bruge deres fag til at løse fremtidens problemer. Når vi er ude at tale med fremtidens faglærte, er der nogle tydelige tendenser.
Der er stor efterspørgsel på at blive undervist i, hvordan man med sit fag kan bidrage til en bæredygtig verden – uagtet om vi taler med en kommende bager eller elektriker. Det er en positiv udvikling. Og den er helt nødvendig for at skabe forandringer på alle arbejdspladser.
Samtidig skal alle vide, at en erhvervsuddannelse giver gode karrieremuligheder. De nødvendige grønne milliardinvesteringer og behovet for arbejdskraft betyder større jobsikkerhed.
Desuden er der utallige muligheder for at tage en videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen, hvis man vil. Hver tiende faglærte er leder eller har sit eget firma. Dén fortælling skal have luft under vingerne!
Styrk uddannelserne
Både Ungeklimarådet og Fagbevægelsens Hovedorganisation støtter Danmarks klimamål.
Og da vi samtidig er de unges og de arbejdendes stemme i klimakampen, har vi et ansvar for at råbe op, inden vi står med penge og byggeplan – men ingen medarbejdere til at føre den grønne omstilling ud i livet. Så vi råber op nu.
Vi opfordrer Klimarådet til at huske uddannelse- og beskæftigelsesområdet, når de kommer med deres anbefalinger til klimapolitikken. For uden kompetent arbejdskraft når vi ikke i mål.
Vi opfordrer partierne i Folketinget, der står bag klimaloven til at investere i uddannelse, opkvalificering og omskoling. Gør op med utrygheden, og sørg for, at den grønne omstilling foregår på ordnede vilkår.
Sørg for, at de unge bliver inddraget, når forandringen skal ske i praksis på erhvervsskolerne. Så skal I se stoltheden over de grønne løsninger blomstre og tiltrække flere unge til de nødvendige fag.
Endelig er det et must, at arbejdsgiverne opretter tilstrækkeligt mange lærepladser til fremtidens arbejdskraft. Vores grønne omstilling har nemlig brug for en ny generation af stærke faglærte.
Indlægget er skrevet af FH og Ungeklimarådet – bragt i Information 1. maj 2021