Udfordringen med klimaet og lønmodtagernes roller

Klimapolitikken har med Parisaftalen, EU’s byrdefordelingsaftale og den danske aftale om en klimalov flyttet sig fra det globale niveau til det europæiske niveau til det nationale niveau. Nu tager klimapolitikken næste skridt. Den flytter ud på arbejdspladserne og ind i danskernes hjem, når der skal leveres på de politiske mål.

Lønmodtagerne kommer til at spille en nøglerolle. De skal implementere de konkrete klimatiltag og se nye potentialer. Og de skal – på linje med arbejdsgivere, studerende og pensionister – omstille en del af deres hjem og dagligdag.

Klimaudfordringen

De globale udledninger af drivhusgasser stiger støt. I 1970 blev der udledt ca. 27 mia. ton CO2e (1).

I 2017 var udledningerne fordoblet. Og selvom coronakrisen vil medføre et midlertidigt dyk i år, ventes udviklingen at fortsætte frem mod 2030.

De øgede koncentrationer af drivhusgas i atmosfæren ændrer klimaet. FN’s Klimapanel forudser en gennemsnitlig temperaturstigning på op til 5 grader i 2100, hvis udviklingen fortsætter som hidtil.

I Danmark har vi allerede fået en forsmag på én af de mulige, direkte konsekvenser:

Ekstremt vejr, hvor oversvømmelse afløses af tørke, med økonomiske omkostninger til følge. I mange lande er konsekvenserne endnu mere
alvorlige. Og konsekvenserne i udlandet kan også ramme Danmark indirekte i form af flygtningestrømme og lavere vækst.

Danmark har af de grunde – og pga. vores historiske ansvar og nuværende klimaaftryk – en stærk interesse i at løse den globale klimaudfordring.

Klimaforandringerne og deres økonomiske omkostninger kan begrænses, hvis verdens drivhusgasudledninger reduceres markant. Og det vil være fornuftigt:

Omkostningerne ved ikke at handle i dag er langt større end omkostningerne ved at reducere udledningerne.

Vores klimamål for 2030 og 2050

I 2015 vedtog 194 lande Parisaftalen, som indeholder et langsigtet mål om, at den globale temperaturstigning skal holdes et godt stykke under 2 grader, og at der skal arbejdes for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.

I 2017 fulgte EU’s byrdefordelingsaftale, og i december 2019 blev et stort flertal i Folketinget enige om, at Danmark skal have en ambitiøs og bindende klimalov med et mål om 70 pct. reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030 og et langsigtet mål om klimaneutralitet i senest 2050 for øje.

Opgaven frem mod 2030 og 2050

Heldigvis er vi allerede nået et stykke ad vejen mod 2030 og 2050. Fra 1990 til 2017 faldt Danmarks drivhusgasudledninger fra 75,2 til 51,0 mio. ton CO2e, og det forventes, at de som følge af allerede vedtagne politikker vil falde yderligere til 41,5 mio. ton (2) inden 2030.

Dermed kan vi forvente en reduktion på ca. 46 pct. i 2030 uden yderligere tiltag. Tilbage er et reduktionsbehov på 24 pct.-point, svarende til ca. 19 mio. ton CO2e, inkl. udledninger og optag i jorder og skove (LULUCF).

De sidste reduktioner bliver imidlertid de sværeste. Mange lavthængende frugter er allerede plukket.

Fx har vi allerede mindsket en stor del af kulforbruget og stoppet halmafbrænding. Målet kan ikke nås med ét enkelt tiltag – tværtimod vil det kræve mange tiltag i mange sektorer. Og der skal tænkes hele vejen rundt – på tværs af både årtier og landegrænser.

Udfordringen bliver således større af, at vi allerede frem mod 2030 skal lægge spor, der gør det muligt at opfylde det langsigtede må om klimaneutralitet i 2050. De bygninger, vi bygger i dag, og den mængde skov, vi planter, vil stadig stå i 2050 og enten være en del af løsningen eller en del af problemet.

Udfordringen kompliceres af risikoen for lækage: Hvis konkurrenceudsatte virksomheder reguleres for hårdt, risikerer produktionen at flytte til udlandet til skade for både den globale klimaindsats, dansk økonomi og
beskæftigelse.

Opfyldelsen af 2030-målet bliver derfor ikke let.

Finansieringsbehovet og -kilderne

Klimarådet har i sin rapport ’Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion’ vurderet, at den ’samfundsøkonomiske omkostning’ af at
opfylde 2030-målet vil stige gradvist og i 2030 nå 15-20 mia. kr. om året.

Det er dog baseret på et snævert fokus på omkostningseffektivitet, ligesom man skal holde sig for øje, at adfærdsændringer over tid kan udhule indtægter fra skatter og afgifter på fx fossile brændsler.

Endelig vil det samlede finansieringsbehov, der i denne rapport er opgjort som de merinvesteringer og umiddelbare omkostninger (3), som et tiltag indebærer frem til 2030 sammenlignet med et mindre klimavenligt alternativ (4), være større end de samfundsøkonomiske omkostninger, hvilket Klimarådet da også påpeger.

Således finder alene Klimapartnerskabet for Energi og Forsyning et mer- og ekstrainvesteringsbehov på ca. 350 mia. kr. frem til 2030.

En stor del af investeringerne kan imidlertid betale sig tilbage over tid. Ikke kun i form af undgåede klimaforandringer, men også i form af bl.a. energibesparelser og eksport. Det gælder fx for hhv. bygningsrenoveringer og vindmøllestrøm.

Den finansielle sektor har da også erklæret, at den vil investere 350 mia. kr. i grønne lån og investeringer frem mod 2030. Samtidig vil Danmarks Grønne Fremtidsfond, der blev oprettet i 2019 med en kapacitet på 25 mia. kr., og EU-midler kunne finansiere en række indsatser.

Lige så vel som der er behov for mange forskellige tiltag i mange sektorer, vil der være behov for forskellige finansieringskilder. Det betyder bl.a., at der bør tænkes i både private og offentlige muligheder.

Figur 2 viser da også klart, at lønmodtagere finder, at opgaven med at sikre den grønne omstilling skal løses kollektivt – ikke af det private erhvervsliv eller individer alene. Hele 61 pct. mener, at opgaven overvejende bør løses
kollektivt. Rundspørgen, der ligger bag dette og andre resultater i rapporten, er beskrevet i boks 1.

Lønmodtagernes tre roller

Opfyldelse af de ambitiøse mål vil kræve, at vi får udnyttet de løsninger, vi allerede kender.

Og det vil – som bl.a. Klimarådet har påpeget – også kræve løsninger, vi endnu ikke kender. I begge tilfælde spiller lønmodtagerne en nøglerolle.

For det første skal lønmodtagerne i deres daglige arbejde implementere mange af de løsninger, vi kender. Vindmøller skal bygges, ladestandere skal opstilles, og bygninger skal renoveres.

For det andet skal lønmodtagerne være med til at se nye potentialer:

For det andet skal lønmodtagerne være med til at se nye potentialer: Processer skal gentænkes, forretningsmodeller udvikles, og nye løsninger skal opfindes og eksporteres til gavn for klima, vækst og beskæftigelse.

Implementeringen og udviklingen af løsninger vil kræve kvalifikationer. Der bliver brug for investeringer i uddannelse og opkvalificering.

Lønmodtagerne har tiltro til, at omstillingen vil gavne deres arbejdsliv: Figur 3 viser, at 37 pct. forventer en positiv effekt på deres fag, mens kun 7 pct. forventer en negativ effekt. Optimismen er altså mere end fem gange så
stor som pessimismen. For optimisterne handler tiltroen om arbejdsmiljø, nye grønne job og mere meningsfyldt arbejde som vist i figur 4.

Den er i mindre grad båret af en forventning om bedre løn. Det forventer kun 20 pct. For de 7 pct., der forventer en negativ effekt på deres fag, er det konkurrenceevnen og risikoen for at miste job, jobfunktioner eller efterspørgslen på deres kompetencer, der bekymrer.

Det peger på et behov for at gøre det muligt for lønmodtagere at skifte karrieresporog for et social sikkerhedsnet – fx et dagpengesystem, der skaber tryghed, når jobsituationen er usikker. For det tredje skal lønmodtagere – såvel som arbejdsgivere og andre– være med til at løfte opgaven i deres hjem og dagligdag.

Det handler fx om at få skiftet oliefyret ud med en varmepumpe, sorteret affaldet og fulgt kostrådene oftere end før. At løfte opgaven i dagligdagen og hjemme kan krævestyrkede finansieringsmuligheder.

Og det kan kræve adressering af social og økonomisk ulighed. Den relative omkostning af fx et oliefyr er nemlig højere for lavtlønnede end for
højtlønnede.

Social retfærdighed og kollektive løsninger

De nye opgaver i hverdagen og bekymringen for, at omstillingen kan indebære tab af job, jobfunktioner eller efterspørgsel på kompetencer, rejser spørgsmål om social retfærdighed.

Figur 5 viser, at lønmodtagerne – på tværs af indkomster – finder det vigtigt, at den grønne omstilling bliver socialt retfærdig. Det flugter med resultatet i figur 2, som viser, at mange mener, at opgaven skal løses kollektivt.

Holdningen er særligt udbredt blandt lav- og mellemindkomstgrupperne, men også i højindkomstgrupperne finder et klart flertal, at social retfærdighed er vigtig