NYHED

Regeringens grønne flyrute er stadig omgærdet af usikkerhed

Det er endnu ikke tilladt at flyve med 100 procent grønt brændstof, og det udfordrer regeringens grønne rute.

En af de væsentlige usikkerhedsfaktorer er, at det i dag ikke er tilladt at flyve på 100 procent grønt brændstof. Sikkerhedsreglementer tilskriver, at der maksimalt må blandes 50 procent grønt brændstof i en flytank.

Regeringen har bebudet, at der næste år skal flyve én grøn luftfartsrute i Danmark.

Men alligevel er det ”usikkert”, hvornår det vil være muligt.

Det vurderer Trafikstyrelsen i et høringssvar fra juli.

En af de væsentlige usikkerhedsfaktorer er, at det i dag ikke er tilladt at flyve på 100 procent grønt brændstof. Sikkerhedsreglementer tilskriver, at der maksimalt må blandes 50 procent grønt brændstof i en flytank.

Styrelsen har undersøgt, hvorvidt den internationale flyorganisation ASTM har et nyt reglement klar til regeringens deadline, og det står under et halvt år før årsskiftet ikke klart.

Færdig standard lader vente på sig

– Trafikstyrelsen kan på denne baggrund konkludere, at det er usikkert, hvornår den færdige standard vil foreligge, og om det allerede i starten af 2025 vil være muligt at flyve på 100 procent grønne brændstoffer, lyder det i høringssvaret.

Både certificering og produktion af grønne flybrændstoffer er udfordret, og derfor betyder det også noget, at vi nu skubber på markedet med ambitionen om en ren grøn indenrigsrute i 2025, siger han i et skriftligt svar

Thomas Danielsen

Allerede da regeringen præsenterede sit udspil til grøn luftfart i 2023, måtte den erkende, at planen ikke var tilladt inden for de nuværende rammer.

Da skatteminister Jeppe Bruus blev spurgt, om forslaget var realistisk, når 100 procents grønt flybrændstof ikke er tilladt, svarede han:

LÆS OGSÅ: Seneste nyt fra Fagbevægelsen på fho.dk

– Prøv at høre. Vi er et helt fantastisk land – jamen, det er vi. Vi er optimistiske, vi er en åben økonomi, vi orienterer os mod resten af verden.

Minister vil gå forrest

– Vi vil gå forrest og vise resten af verden, at det kan lade sig gøre, sagde Jeppe Bruus.

Siden har Trafikstyrelsen løbende holdt møder med branchen, og styrelsen kan stadig ikke garantere, hvornår planen bliver tilladt.

Ydermere har det vist sig, at produktionen af de grønne brændstoffer endnu ikke er kommet op i de nødvendige omdrejninger. Over sommeren er det blevet beskrevet, hvordan flyselskaber har droppet grønne målsætninger i mangel på grønt brændstof.

De faktorer får da også transportminister Thomas Danielsen til at indrømme, at der er udfordringer med planen.

– Både certificering og produktion af grønne flybrændstoffer er udfordret, og derfor betyder det også noget, at vi nu skubber på markedet med ambitionen om en ren grøn indenrigsrute i 2025, siger han i et skriftligt svar.

– Der er ingen tvivl om, at det er et meget ambitiøst mål, og det skal det også være, hvis det skal være med til at skubbe til udviklingen.

/ritzau/