Det er ødelæggende for tilliden til regeringens klimapolitik, at man tidligere på året udskød CO2-afgiften på fiskeriet med fem år.
Sådan lyder vurderingen fra de økonomiske vismænd i Det Økonomiske Råd, der tirsdag har udgivet sin forårsrapport over tilstanden i dansk økonomi.
Her har økonomerne vurderet flere aktuelle økonomiske tiltag, og udskydelsen af CO2-afgiften falder i den negative kategori.
Mindsket troværdighed om den aftalte, fremtidige klimapolitik kan reducere tilskyndelsen til at foretage rentable, langsigtede investeringer i både eksisterende reduktionsteknologier og i udviklingen af nye teknologier
– Ved at udskyde afgiften risikerer man imidlertid at skabe usikkerhed om de fremtidige afgiftsniveauer i såvel fiskeriet som andre brancher, skriver økonomerne i rapporten.
Klagestorm fra fiskere
CO2-afgiften på fiskeriet nåede at være gældende i godt den første måned af 2025.
En klagestorm fra fiskere mod regeringen fik hurtigt annulleret afgiftsbetalingen, fordi regeringen foreslog at indføre en kompensation til fiskerne, der direkte modsvarer afgiftsniveauet.
Ved at droppe CO2-afgiften de næste fem år efter blot én måneds brok har regeringen skabt et troværdighedsproblem, der potentielt kan få skadelig virkning for resten af omstillingen – også i andre brancher.
Det Økonomiske Råd påpeger, at aktører vil få mindre lyst og incitament til at betale for mere klimavenlige teknologier og værktøjer, hvis kravene potentielt kan forsvinde igen.
– Mindsket troværdighed om den aftalte, fremtidige klimapolitik kan reducere tilskyndelsen til at foretage rentable, langsigtede investeringer i både eksisterende reduktionsteknologier og i udviklingen af nye teknologier, skriver rådet.
Fordyrende tiltag
Økonomerne kalder det et fordelingspolitisk hensyn, fordi udskydelsen af afgiften tilgodeser fiskerne økonomisk.
Men for det samlede danske samfund kan den sløjfede afgift blive et fordyrende tiltag.
Hvis virksomheder og aktører, der skal omstille sig, ikke tør foretage investeringerne tidligt, kan den samlede omstilling blive dyrere, vurderer rådet:
– I så fald øges omkostningerne ved at opnå Danmarks klimamålsætninger
/ritzau
