01. Større roller og tiltag for den offentlige sektor

Den offentlige sektor spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, selvom den ikke i sig selv udleder meget drivhusgas eller har haft et særskilt klimapartnerskab nedsat. 2030-målet kan kun opfyldes, hvis der arbejdes på tværs  af den offentlige og private sektor.

Og ligesom vi skal udnytte de styrkepositioner, vi har i dansk erhvervsliv, skal vi også udnytte de potentialer, der ligger i vores stat, regioner og kommuner.

Strategiske og aktive roller

Overordnet kan det være nyttigt at skelne mellem tre roller for den offentlige sektor (se også Mazzucato, 2013):

1. Stat, regioner og kommuner kan sætte strategisk retning, fx ved at sætte mål for 2030 eller 2050, sådan som bl.a. regeringen og flere kommuner allerede har gjort, eller med visioner for bestemte sektorer.
2. Stat, regioner og kommuner kan sikre koordinering blandt aktører, fx ved at etablere partnerskaber, som det allerede er sket på klimaområdet i Danmark.
3. Stat, regioner og kommuner kan skabe og udvikle nye markeder. For det første ved at indføre regulering, som skaber efterspørgsel og dermed større markedstræk. For det andet gennem udbud, investeringer og tilskud.

Derudover kan staten have en funktion i forbindelse med ejerskab af kritisk infrastruktur. Det gælder fx i forhold til el-, fjernvarme-, og gasinfrastruktur og også i forhold til håndtering af data.

Alle disse roller bringes i spil i FH’s forslag. For det første foreslår FH strategiske satsninger  på Power-to-X, cirkulær økonomi og CO2- fangst. For det andet lægges der op til, at staten koordinerer aktører og indsamler data til understøttelse af fx energieffektivisering og intelligent forbrug.

For det tredje lægges der op til, at stat og kommuner indfører regulering og underlægges krav, der skaber markedstræk, og at de medfinansierer ovennævnte satsninger og udvikling af standardiserede værktøjer, klimaregnskaber mm.

Grønne indkøb, udbud og forplejning

Foruden de ovennævnte forslag, som præsenteres i de følgende kapitler, foreslår FH en række tiltag, som er opsummeret i boks 3.

Fælles for hovedparten af tiltagene er, at de ikke blot reducerer udledninger fra en bestemt kilde, men grundlæggende ændrer måden at gøre ting på i flere sektorer. Dermed driver de en egentlig omstilling.

Blandt de væsentligste forslag i den sammenhæng er grønne og socialt bæredygtige indkøb (se også figur 7). Den offentlige sektor køber ind for over 300 mia. kr. om året, og tiltaget kan derfor gøre en stor forskel ved at skabe efterspørgsel og markedstræk for grønne løsninger på tværs af sektorer.

Konkret bør der indføres et ’følg/køb grønt eller forklar’-princip i udbudsloven, og de grønne indkøb bør understøttes af en central indkøbsenhed – fx Statens og Kommunernes Indkøbsservice – og udvikling af en række værktøjer som beskrevet i øvrige kapitler, fx livscyklusanalyser i byggeri.

Princippet skal indfases over en årrække, så private leverandører kan følge med og for at undgå, at den offentlige sektor kommer til at betale en overpris. Endelig skal der stilles krav om arbejds- og uddannelsesklausuler i udbudsloven, så indkøbene og udbuddene bliver socialt bæredygtige.

Staten kan også præge udviklingen gennem de offentlige køkkener, der hver dag serverer 800.000 måltider. Her er kompetenceudvikling, netværksdannelse og erfaringsudveksling afgørende for, at der kan træffes sunde, klima- og bæredygtige valg. Det skal der afsættes 30 mio. kr. til i perioden 2020-2030.

Strategier og lovgivningsarbejde

Nye strategier og tilgange til lovgivningsarbejde skal understøtte omstillingen. Der bør udarbejdes en national smart-city-strategi, som bl.a. vha. data skal optimere energi- og ressourceforbrug i byerne og udbrede intelligente trafikstyringssystemer.

Strategien bør inddrage erfaringer fra fx Realdania, BLOXHUB, C40, forsyningsselskaber, netselskaber og andre, der arbejder intenst med energioptimering, fleksibelt energiforbrug og avanceret datahåndtering.

Samtidig skal alle kommuner have en klimastrategi, der på lokalt niveau kan sætte retning og være med til at skabe og udvikle markeder for klimavenlige produkter og tjenester.

Strategien skal indeholde klare krav om reduktioner i klimabelastning og retningslinjer inden for områder som fx indkøb, udlicitering, bygge- og anlægsopgaver, transport og forsyningsvirksomhed, fx energi, vand og affald.

Samtidig skal planerne specifikt adressere retfærdighed i omstillingen, herunder løsninger for virksomheder og borgere for hvem omstillingen udgør en udfordring, fx fordi virksomheden har et højt klimaaftryk, eller efterspørgslen på dens produkter kan forventes at falde i fremtiden.

Adresseringen af retfærdig omstilling skal samtænkes med kommende retningslinjer fra EU-kommissionen, der bl.a. har foreslået, at territoriale planer for retfærdig omstilling skal være en betingelse for at få fuld adgang til EU’s kommende ’Just Transition Fund’.

Klimastrategierne skal som hovedregel forankres og udvikles lokalt og regionalt, idet kommuner og regioner er forskellige og har forskellige muligheder for klimaløsninger.

Det skal ske med inddragelse af borgere, virksomheder og medarbejdere. Der vil dog være behov for koordinering kommunerne imellem, bl.a. for at sikre samtænkning af infrastruktur og standarder.

Endvidere bør lovforslag og anlægsinvesteringer konsekvensberegnes for klimaeffekter, og på klimaområdet bør de også konsekvensberegnes for beskæftigelses- og fordelingseffekter. Det vil være konsistent med klimalo- vens formulering om at sikre social balance og sammenhængskraft.

Samtidig vil det anskueliggøre, hvor der er behov for at løse udfordringer for virksomheder, lønmodtagere og lokalsamfund. Det kan bidrage til  lokal forankring og opbakning til den grønne omstilling frem mod 2030 og 2050.

I samme ånd bør Klimarådets ekspertise udvides. Den grønne omstilling omfatter mere end drivhusgasser og teknik; den indebærer en omstilling af samfundet i bred forstand, idet den påvirker stort set alle aktiviteter i stort set alle sektorer.

Klimarådet bør derfor tilføjes yderligere ekspertise, især inden for bl.a. beskæftigelse, uddannelse, industri og retfærdig omstilling.

Endelig skal staten på tværs af tiltag understøtte og være garant for ansvarlig anvendelse af data og kunstig intelligens. Mange løsninger frem mod 2030 og 2050 hviler på indsamling og anvendelse af data om forbrug, adfærd mv.

Staten bør påtage sig en koordinerende rolle og sikre, at det ikke medfører en uforholdsmæssigt stor regning eller indgriben i danskernes hverdag, og at behandlingen og delingen af disse følsomme data om borgerne lever op til principper om retten til privatliv og muligheden for fravalg.

Der kan afsættes i alt fx 100 mio. kr. over perioden 2020-2030 til udvikling, implementering og drift af konkrete løsninger.